Reklamation og garanti
En garanti erstatter ikke reklamationsretten, men løber sideløbende med den. Hvis der opstår en fejl, som ikke er dækket af garantien, kan den godt være dækket af reklamationsretten, og du kan dermed henvende dig til sælger.
Nogle gange tales der om 6 måneders garanti i henhold til købeloven eller de tilsvarende europæiske regler, hvilket kan virke forvirrende. Denne 6 måneders ”garanti” vedrører imidlertid alene spørgsmålet om, hvem der skal bevise, at en mangel var til stede allerede på leveringstidspunktet. Ifølge den danske købelov (og den bagvedliggende EU-lovgivning) formodes en fejl de første 6 måneder efter leveringen at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre sælger kan bevise, at det ikke var tilfældet. De første 6 måneder af den 2-årige reklamationsperiode kommer derfor til at minde om en garanti rent bevismæssigt, og omtales derfor nogle gange som en garanti.
Når du handler i udlandet, skal du i øvrigt være opmærksom på, at det engelske ord ”Guarantee” ofte bruges både om reklamationsret og garanti. Garanti svarende til den danske fortolkning kan kaldes ”Commercial Guarantee” eller ”Warranty”. Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte Forbruger Europa.